Om vaccination
Vaccinationsprogrammet omfatter en række forskellige grupper med forskellige sygdomme og tilstande, der vurderes at være i særlig risiko for et alvorligt forløb med influenza og covid-19.
Målgrupper
Personer, der er fyldt 65 år
Personer med kronisk sygdom, herunder:
Personer med kroniske lungesygdomme
Personer med hjerte- og karsygdomme (undtaget isoleret, velreguleret forhøjet blodtryk)
Personer med type 1 eller type 2 diabetes
Personer med medfødt eller erhvervet immundefekt, fx personer med immunglobulindefekter, organ- eller stamcelletransplantation, kræft i behandling med kemoterapi eller personer i anden immundæmpende behandling
Personer med påvirket respiration på grund af nedsat muskelkraft
Personer med kronisk lever- eller nyresygdom
Personer med andre kroniske sygdomme, hvor tilstanden medfører, at influenza eller covid-19 udgør en alvorlig sundhedsrisiko, fx personer med alvorlig reumatologisk sygdom, alvorlig neurologisk sygdom, korttarmssyndrom, svær psykisk lidelse, Downs syndrom eller svært misbrug
Personer med svær overvægt (BMI>35)
Gravide i 2. eller 3. trimester tilbydes influenzavaccination*
Personer i samme husstand som personer med medfødt eller erhvervet immundefekt
Personer i samme husstand som børn i øget risiko for alvorlig influenza eller covid-19
Førtidspensionister tilbydes influenzavaccination
* Sundhedsstyrelsen anbefaler derudover covid-19 til gravide, uanset trimester, der har en af ovenstående tilstande eller sygdomme. Vaccination mod covid-19 tilbydes ikke til raske gravide.
I år tilbydes en variantopdateret covid-19-vaccine, som er godkendt og anbefalet af det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA).
At en vaccine er variantopdateret betyder, at vaccinen er tilpasset de varianter, der aktuelt er i omløb, for at give bedst mulig beskyttelse.
Personer på 69 år og derover tilbydes i år en styrket (adjuveret) vaccine. Vaccinen indeholder et hjælpestof, der forstærker dens virkning. Vaccinen forventes derfor at give en lidt bedre beskyttelse mod alvorlig influenza og og indlæggelse blandt de ældste.
Personer mellem 65-68 år og øvrige målgrupper for influenzavaccination tilbydes ligesom sidste år en standard influenzavaccine.
Du kan læse mere her:
Lægemiddelstyrelsens hjemmeside
Sundhedsstyrelsens hjemmeside
Alle kan blive smittet med influenza og covid-19, og langt de fleste får et mildt forløb. Men for nogle kan influenza og covid-19 give et alvorligt sygdomsforløb og medføre indlæggelse og i værste tilfælde være livstruende.
Vaccination mod influenza og covid-19 nedsætter risikoen for et alvorligt sygdomsforløb. Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen vaccination til dig, der er i risiko for et alvorligt forløb med influenza og covid-19.
Hvis du er i målgruppen for vaccination mod influenza og covid-19, anbefaler vi, at du tager imod begge vaccinationer, så du er bedst muligt beskyttet henover efteråret og vinteren.
Du kan blive vaccineret mod influenza og covid-19 på samme tid. Man må dog ikke blande vaccinerne i samme sprøjte, så du skal have 2 stik.
Hvis du allerede er blevet vaccineret mod enten influenza eller covid-19 i dette efterår, skal du ikke vaccineres mod den pågældende sygdom igen dette år, men du vil stadig kunne bestille tid, hvis du mangler den ene vaccination.
Sundhedsstyrelsen skriver følgende på deres hjemmeside:
Hvis du har feber på 38 grader eller derover eller har en akut alvorlig infektion som fx lungebetændelse, så skal du vente med at blive vaccineret.
Du kan godt blive vaccineret, hvis du har let temperaturstigning eller er forkølet.
Hvis du er over 65 år og ikke er tildelt et eller flere vaccinationsforløb, bør du kontakte din region.
Hvis du er under 65 år, kan du fra d. 29. september via knappen [Klik her for at undersøge om du er i målgruppe] undersøge, om du er i målgruppe for influenza- og/eller covid-19-vaccine. Er du i målgruppe kan du foretage selvvisitering, og på baggrund heraf afgive en tro- og love erklæring, som gør, at der vil kunne foretages tidsbestilling.
Hvis du har modtaget vaccinationer igennem DAN-COMBO projektet, er det ikke længere muligt at foretage tidsbestilling til vaccination gennem det nationale vaccinationsprogram her på Vacciner.dk.
Borgere, der grundet enten fysiske eller psykiske udfordringer ikke kan forlade deres bolig – heller ikke med ledsagelse, har mulighed for at blive vaccineret i eget hjem, hvis de er i målgruppe for vaccination, fx grundet deres alder eller visse kroniske sygdomme.
Er du svært immobil og i målgruppe for vaccination, vil hjemmeplejen visitere dig til vaccination. Modtager du ikke hjemmehjælp, vil det afhænge af din region, hvordan du bliver visiteret til vaccination.
Du kan læse mere på regionernes hjemmesider:
Plejehjemsbeboere vil ligesom sidste år blive tilbudt vaccination på plejehjemmet, hvor de bor.
Du vil under [Mine tider] på Vacciner.dk kunne se din tid, hvis du er blevet visiteret til vaccination i eget hjem.
Du kan altid finde den nyeste information om vaccination på:
Sundhedsstyrelsen: Vaccination mod influenza og covid-19
Statens Serum Institut: Covid-19-vaccination og influenzavaccination
Lægemiddelstyrelsen: Vacciner mod covid-19
Styrelsen for Patientsikkerhed: Smitsomme sygdomme
Hvis du har brug for én at følges med, når du skal vaccineres, kan du kontakte Røde Kors Parat, efter du har fået en vaccinationstid.
Røde Kors Parat kan ikke hjælpe med at bestille tid til vaccination, men tilbyder tryghedsledsagelse efter du har booket.
Røde Kors Parat er et landsdækkende hjælpenetværk af frivillige, der træder til og hjælper med tidsbegrænsede her-og-nu-opgaver, når der er brug for dem - for mennesker, der ikke har et netværk at trække på.
Du kan ringe til Røde Kors Parat på tlf. 38 202 202 eller udfylde en formular på hjemmesiden via linket her.